Friday, May 31, 2002
Links supplied by Des:
A Various Art and the Cambridge Leisure Centre:
a list of important poetry anthologies and collections 1959-1995.
John Matthias traces the state of British poetry after the aftermath of modernism. It is rather a good article which handles the subject with care instead of putting ill-fitting labels upon everybody and sundry.
A Various Art and the Cambridge Leisure Centre:
The appearance of A Various Art created, although slowly, a considerable stir in English poetic circles. It was the acceptable face of the underground. It gave the lie to the mainstream myth that the small press scene consisted only of lumpish primitives, heedless spontaneists, self-alienating rock musicians without guitars; it showed a delicacy, reflexivity, and sensitivity which turned on a whole market sector of intellectuals who had given up on modern poetry.
a list of important poetry anthologies and collections 1959-1995.
John Matthias traces the state of British poetry after the aftermath of modernism. It is rather a good article which handles the subject with care instead of putting ill-fitting labels upon everybody and sundry.
Saturday, May 25, 2002
Trochee trips from long to short;
From long to long in solemn sort
Slow Spondee stalks; strong foot! yet ill able
Ever to come up with Dactyl trisyllable.
Iambics march from short to long; -
With a leap and a bound the soft Anapæsts throng;
One syllable long, with one short at each side,
Amphibrachys hastes with stately stride; -
First and last being long, middle short, Amphimacer
Strikes his thundering hoofs like a proud high-bred Racer.
-- Samuel Taylor Coleridge; Metrical Feet
From long to long in solemn sort
Slow Spondee stalks; strong foot! yet ill able
Ever to come up with Dactyl trisyllable.
Iambics march from short to long; -
With a leap and a bound the soft Anapæsts throng;
One syllable long, with one short at each side,
Amphibrachys hastes with stately stride; -
First and last being long, middle short, Amphimacer
Strikes his thundering hoofs like a proud high-bred Racer.
-- Samuel Taylor Coleridge; Metrical Feet
Versification is a journal dedicated to prosody. They feature Metrici and Rhythmici: A Chronological List of Ancient and Medieval Theories of Meter among other things. Arnaut & Karkur have a very complete prosody resource. It is warmly recommended. See also the challenge on prosody as presented by L=A=N=G=U=A=G=E poetry. Finally, a basic guide to metrics.
Monday, May 20, 2002
The metaphors and rituals of place and time - an introduction to liminality -or Why Christopher Robin wouldn't walk on the cracks
Just as the major calendar boundaries were considered to be times for communication with the Otherworld, so boundaries of place could incite inspiration or enchantment. A seer might seek stimulus at that still-fascinating liminal zone between high and low tide that is neither land nor sea (and which continues to be the chosen place of pilgrimage for millions of sun worshipping travellers every summer). More liminal places - still in the modern mind associated with perceived danger - include caves, wells and paths into forests.
Friday, May 17, 2002
Sunday, May 12, 2002
Flee. Long entry in Danish ahead.
Jeppe skriver om sin oplevelse af gymnasieskolen lige et par uger før end han kan sætte en kæk hvid kasket på sit kloge hoved. Han konkluderer, at løftet om den brede, almene dannelse ikke er blevet indfriet og ideen om en studieforbedrende ungdomsuddannelse er heller ikke helt gennemført.
Jeg blev sproglig student i 1994. Jeg har gennemført en videregående uddannelse og iøvrigt også haft det engang så obligatoriske sabbatår. Dengang jeg var en munter gymnasieelev (komplet med Doc Martens, hjemmestrikkede uldsweatere og hennahår) bar mit gymnasium kraftigt præg af at være en fortsættelse af folkeskolen. Jeg tror at den tendens er blevet forstærket og at der ligesom i min gymnasieklasse sidder folk i klasserne, som ikke rigtigt skal bruge gymnasiet til noget, men som bare vil hænge ud med vennerne. Det er et af de store problemer med en uddannelse som egentligt har til formål at forberede unge til en videregående uddannelse. Niveauet bliver automatisk sænket for at få samlet alle op. I min gymnasieklasse brugte vi ufattelig lang tid på at definere fremmedord og på at lære at slå op i bøger - ting som ikke havde noget direkte med undervisningen at gøre, men som var nødvendige for at få den sidste 1/3 af eleverne med. Jeg siger ikke, at man burde gå tilbage til Realskolen og niveauopdeling af eleverne, men at gymnasiet ikke burde fungere som socialt samlingssted for halvdelen af en ungdomsårgang.
Det bringer mig til ideen om almen dannelse. Ideen om en bred, almen dannelse til halvdelen af en ungdomsårgang er egentligt dejlig og ret fantastisk. Eleverne læser Oehlenschlæger og Shakespeare; de lærer om fotosyntese og oldgræsk stilistik. Jeg ved ikke hvor meget som faktisk trænger ind i elevernes hoveder, men almen dannelse bør forblive en af gymnasieskolens grundprincipper. Selvom det lyder som en kliche, så har jeg efterhånden opdaget, at jeg ved faktisk en del om mit land og verden omkring mig - ting som jeg lærte mere eller mindre ubevidst i min gymnasietid. Jeg kan ikke huske detaljer eller formler, men jeg har en anelse, som jeg så kan læse op på, hvis det skulle blive nødvendigt. Og fordi at gymnasieskolen netop tilbyder en bred, almen dannelse, så kan jeg se hvordan matematik og filosofi kan hænge sammen eller hvordan biologi og religion kan forbindes (som Jeppe var inde på). Så snart som man starter en videregående uddannelse, så har man ikke længere så let adgang til tværfaglighed eller de store forkromede overblik.
Altså: jeg ville ønske at gymnasieskolen ikke tiltrak helt så mange unge - der er glimrende ungdomsuddannelser og andre tilbud for unge, som ikke har tænkt sig at tage en videregående uddannelse. Tilgengæld er jeg rent ud sagt begejstret for at når halvdelen af en ungdomsårgang så vælger gymnasiet, så får de en solid, almen dannelse. Og som en rigtig kliche fra en ældre dame, så man lærer altså altid mere, end man selv tror.
Jeppe skriver om sin oplevelse af gymnasieskolen lige et par uger før end han kan sætte en kæk hvid kasket på sit kloge hoved. Han konkluderer, at løftet om den brede, almene dannelse ikke er blevet indfriet og ideen om en studieforbedrende ungdomsuddannelse er heller ikke helt gennemført.
Jeg blev sproglig student i 1994. Jeg har gennemført en videregående uddannelse og iøvrigt også haft det engang så obligatoriske sabbatår. Dengang jeg var en munter gymnasieelev (komplet med Doc Martens, hjemmestrikkede uldsweatere og hennahår) bar mit gymnasium kraftigt præg af at være en fortsættelse af folkeskolen. Jeg tror at den tendens er blevet forstærket og at der ligesom i min gymnasieklasse sidder folk i klasserne, som ikke rigtigt skal bruge gymnasiet til noget, men som bare vil hænge ud med vennerne. Det er et af de store problemer med en uddannelse som egentligt har til formål at forberede unge til en videregående uddannelse. Niveauet bliver automatisk sænket for at få samlet alle op. I min gymnasieklasse brugte vi ufattelig lang tid på at definere fremmedord og på at lære at slå op i bøger - ting som ikke havde noget direkte med undervisningen at gøre, men som var nødvendige for at få den sidste 1/3 af eleverne med. Jeg siger ikke, at man burde gå tilbage til Realskolen og niveauopdeling af eleverne, men at gymnasiet ikke burde fungere som socialt samlingssted for halvdelen af en ungdomsårgang.
Det bringer mig til ideen om almen dannelse. Ideen om en bred, almen dannelse til halvdelen af en ungdomsårgang er egentligt dejlig og ret fantastisk. Eleverne læser Oehlenschlæger og Shakespeare; de lærer om fotosyntese og oldgræsk stilistik. Jeg ved ikke hvor meget som faktisk trænger ind i elevernes hoveder, men almen dannelse bør forblive en af gymnasieskolens grundprincipper. Selvom det lyder som en kliche, så har jeg efterhånden opdaget, at jeg ved faktisk en del om mit land og verden omkring mig - ting som jeg lærte mere eller mindre ubevidst i min gymnasietid. Jeg kan ikke huske detaljer eller formler, men jeg har en anelse, som jeg så kan læse op på, hvis det skulle blive nødvendigt. Og fordi at gymnasieskolen netop tilbyder en bred, almen dannelse, så kan jeg se hvordan matematik og filosofi kan hænge sammen eller hvordan biologi og religion kan forbindes (som Jeppe var inde på). Så snart som man starter en videregående uddannelse, så har man ikke længere så let adgang til tværfaglighed eller de store forkromede overblik.
Altså: jeg ville ønske at gymnasieskolen ikke tiltrak helt så mange unge - der er glimrende ungdomsuddannelser og andre tilbud for unge, som ikke har tænkt sig at tage en videregående uddannelse. Tilgengæld er jeg rent ud sagt begejstret for at når halvdelen af en ungdomsårgang så vælger gymnasiet, så får de en solid, almen dannelse. Og som en rigtig kliche fra en ældre dame, så man lærer altså altid mere, end man selv tror.
